1 Dokumentation og organisation

1.1 Byggeprojekt

1.1.1 Byggeprojektets aktører

Et byggeprojekt omfatter arbejdet med løsningen af en byggeopgave fra idé til bygværket er udført. Et byggeprojekt kan fx omfatte et nyt bygværk eller renovering/ombygning af et eksisterende bygværk eller dele heraf. Bag gennemførelsen af et byggeprojekt står et kompliceret netværk af aktører, faglige discipliner, aftaler og faser, der er forskellige fra byggeprojekt til byggeprojekt.

Til et byggeprojekt er der knyttet en række aktører med hver deres roller. Disse aktører grupperes i, se figur 1:

Bygningsejer, som ejer det påtænkte bygværk eller bygværket, og som bestiller byggeprojektet.
Byggeledelse, som er bygningsejerens repræsentant i udførelsesfasen.
Projekterende, som planlægger, designer og dokumenterer forud for udførelsen samt udarbejder en del af udførelsesgrundlaget, fx arkitekter, ingeniører, entreprenører, leverandører og producenter.
Udførende, som forestår opførelsen af bygværket og udarbejder en del af udførelsesgrundlaget, fx entreprenører, håndværkere, leverandører og producenter.
Bygningsmyndighed, som er den lokale myndighed, der udformer de specifikke rammer for bygværket samt giver bygge- og ibrugtagningstilladelse, jf. Bygningsreglementet 2018 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a).

Bygningsejeren kan være repræsenteret under både projektering og udførelse af en bygherrerådgiver.

Aktører kan varetage flere roller, fx både projektering og udførelse. En producent, der medleverer dokumentation for sine byggevarer, fungerer i det tilfælde også som projekterende. Et eksempel på klassifikation af byggeprocessen og dens aktører findes i bips-publikation A104, Dokumenthåndtering (bips, 2015b).

I henhold til Bygningsreglement 2018 skal ansøgning om byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse for konstruktioner henført til konstruktionsklasse 2-4 vedlægges en erklæring fra en statiker, som er certificeret i henhold til certificeringsbekendtgørelsen (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017b). Den certificerede statikers virke er beskrevet i bygningsreglementet (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a). Den certificerede statiker kan virke som projekterende eller som kontrollant. Ved konstruktioner i konstruktionsklasse 4 skal derudover vedlægges en erklæring fra en certificeret statiker, der fungerer som tredjepartskontrollant.

Figur 1 viser typer aktører i et byggeprojekt.

Figur 1. Typer af aktører i et byggeprojekt.

1.1.2 Byggeprojektets dokumenter

Til et byggeprojekt er knyttet en række dokumenter, der normalt inddeles i følgende overlappende hovedgrupper:

Statisk dokumentation
Udførelsesgrundlag
Dokumentation af konstruktion som udført
Myndighedsdokumentation.

Statisk dokumentation

Statisk dokumentation dokumenterer de bærende konstruktioners ydeevne samt projekteringen og udførelsen af disse. For et bygværk udarbejdes én og kun én statisk dokumentation, og en statisk dokumentation dækker ét og kun ét bygværk. Statisk dokumentation omfatter: A. Konstruktionsdokumentation og B. Projektdokumentation, som nærmere beskrevet i efterfølgende afsnit 1.3, Dokumentationens opbygning, omfang og udarbejdelse.

Udførelsesgrundlag

Udførelsesgrundlag specificerer kravene til udførelsen og omfatter blandt andet byggesagsbeskrivelse, arbejdsbeskrivelser, bygningsmodeller, tegninger, mængdefortegnelser, tidsplaner, plan for sikkerhed og sundhed, arbejdstegninger og -instrukser. Et eksempel på beskrivelse af indholdet i byggesagsbeskrivelse, plan for sikkerhed og sundhed og arbejdsbeskrivelser findes i bips-publikation B1.000, Beskrivelsesanvisning – struktur (bips, 2008a). Dele af udførelsesgrundlaget indgår i den statiske dokumentation.

Dokumentation af konstruktion som udført

Dokumentation af konstruktion som udført dokumenterer den udførte konstruktion. Dokumentation af konstruktion som udført indeholder dele af udførelsesgrundlaget; fx tegninger, og dokumentationen for anvendte materialer og produkter samt udførelsen. Dokumentation af konstruktion som udført indgår i den statiske dokumentation som A5. Konstruktion som udført.

Myndighedsdokumentationen

Myndighedsdokumentationen er de dokumenter, der tilgår bygningsmyndigheden. Myndighedsdokumentationen omfatter de væsentligste dele af den statiske dokumentation, en starterklæring fra certificeret statiker for ansøgning om byggetilladelse samt en sluterklæring fra certificeret statiker for ansøgning om ibrugtagningstilladelse. Myndighedsdokumentationens omfang kan variere alt efter krav til det enkelte bygværk, fx fordres ikke start- og sluterklæringer for bygværker henført til konstruktionsklasse 1.

Myndighedsdokumentationen omfatter alle dele af den statiske dokumentation, idet dog dele af kontrolrapporter for almen kontrol af udførelse ikke indgår i myndighedsdokumentationen.

Figur 2 illustrerer relationen mellem aktører og dokumentgrupper.

Figur 2. Aktører og dokumenter.

1.1.3 Den statiske dokumentations aktører

Den statiske dokumentation udarbejdes af de aktører, der forestår projekteringen og udførelsen af de bærende konstruktioner, se afsnit 1.1.1, Byggeprojektets aktører.

På et byggeprojekt vil der normalt være flere aktører, der medvirker til den statiske dokumentation. Disse aktører er ikke nødvendigvis direkte knyttet sammen ved aftaler og kontrakter, fx kan en del af projekteringen udføres af en rådgivende ingeniør, hvis kontrakt er med bygningsejeren, mens andre dele af projekteringen udføres af leverandører, der har kontrakt med en entreprenør, der igen på sin side har en kontrakt med bygningsejeren.

Den statiske dokumentation omfatter bidrag fra alle de aktører, der projekterer og udfører de bærende konstruktioner. Mange aktører bidrager således til den statiske dokumentation, se figur 1 og figur 3.

Figur 3 viser den statiske dokumentation opbygges successivt under bygværkets planlægning og udførelse

Figur 3. Den statiske dokumentation opbygges successivt under bygværkets planlægning og udførelse. Under udførelsen sker ofte en fortsat projektering og/eller omprojektering, ligesom der tilgår bidrag til den statiske dokumentation fra fx projekterende leverandører. Dele af den statiske dokumentation, der er udarbejdet under bygværkets planlægning, vil blive erstattet af dokumentation, der er udarbejdet under bygværkets udførelse. Endvidere kommer der bidrag til den statiske dokumentation for konstruktionen som udført og den udførte kontrol af udførelsen samt konsekvenser heraf.

1.2 Konstruktioner

1.2.1 Bygværk

Et bygværk er en uafhængig del af det byggede miljø med en karakteristisk rumlig struktur, der understøtter mindst én funktion eller brugeraktivitet. Bygværket er statisk uafhængigt af andre bygværker.

Princip for inddeling i bygværker

Ved opdeling i bygværker gælder, at der for et bygværk må være én og kun én bygværksprojekterende, se afsnit 1.5.2, Bygværksprojekterende.

For et bygværk udarbejdes én og kun én statisk dokumentation, og en statisk dokumentation dækker ét og kun ét bygværk.

En bygning kan opdeles i flere bygværker, hvis disse er statisk uafhængige af hinanden.

Eksempel 1 på inddeling i bygværker: Bebyggelse med uafhængige bygninger

En bebyggelse består af en række selvstændigt beliggende bygninger, se figur 4.

Figur 4 viser bebyggelse med uafhængige bygninger

Figur 4. Bebyggelse bestående af uafhængige bygninger.

Der er to mulige inddelinger i bygværker:

Alle bygninger opfattes som dele af samme bygværk.
Bygningerne har samme ejer, og der udarbejdes én statisk dokumentation af én bygværksprojekterende for hele bebyggelsen.
Bygningerne inddeles i to eller flere separate grupper af bygninger, som udgør bygværker.
Bygværkerne kan have forskellig ejer, og der udarbejdes separate, statiske dokumentationer med hver sin bygværksprojekterende – som dog kan være samme aktør.

Eksempel 2 på inddeling i bygværker: Bygning med ovenstående bygning

En bebyggelse består af en bygning B1 i to etager til parkering. Oven på B1 opføres en anden bygning B2 i otte etager til boliger og kontorer, se figur 5.

Figur 5 viser to mulige inddelinger i bygværker.

Figur 5. Bygning med ovenstående bygning.

Der er to mulige inddelinger i bygværker:

Begge bygninger opfattes som dele af samme bygværk.
Bygningerne har samme ejer, og der udarbejdes én statisk dokumentation af én bygværksprojekterende.
Bygningerne opfattes som to separate, statisk uafhængige bygværker.
Bygningerne kan have forskellig ejer, og der udarbejdes to separate statiske dokumentationer af hver sin bygværksprojekterende.

Bygværkerne i tilfælde 2 er statisk uafhængige af hinanden, og for B1 er reaktioner fra B2 at betragte som ydre laster og kollaps af B2 som en ulykkeslast. For B2 fungerer B1 som en understøtning, og dokumentation af dettes styrke og stivhed indgår i den statiske dokumentation for B2, herunder dokumentation for at laster på B2 gennem B1 kan ledes helt til jord i overensstemmelse med krav hertil. Der kan eventuelt refereres til den statiske dokumentation for B1 med angivelse af, hvordan krav er opfyldt.

Grænseflader og statisk uafhængighed mellem bygværker i tilfælde 2 skal ofres en særlig opmærksomhed, se afsnit 1.5.2 vedrørende de bygværksprojekterendes opgaver. Redegørelse for, hvordan opgaven er håndteret, indgår som et selvstændigt afsnit i kapitlet om projektering i hver af de to statiske dokumentationers B1.1 Statisk Projektredegørelse bygværk.

Større eksisterende bygninger kan have flere bygningsejere, fx etageejendomme med flere ejerlejligheder. Ved ombygning, renovering eller tilbygning af sådanne eksisterende bygninger defineres bygværket af de dele af bygningen, som berøres af byggearbejderne, og kan således omfatte flere formelle bygningsejere.

1.2.2 Konstruktionsafsnit

Et bygværk opdeles i et antal konstruktionsafsnit, som er veldefinerede og afgrænsede dele af bygværket.

Princip for inddeling i konstruktionsafsnit

Et konstruktionsafsnit kan være en hvilken som helst veldefineret afgrænset del af bygværket, fx hele bygværket, et etagedæk, en specifik konstruktionsdel eller i yderste tilfælde en specifik samlingsdel, fx en dorn.

Opdelingen af bygværket i konstruktionsafsnit skal som minimum gøres, så den følger organiseringen af de projekterende. Desuden kan den følge byggeprojektets organisering og de geometriske, materialemæssige, funktionsmæssige eller konstruktionsmæssige skift i byggeriet, fx separate konstruktionsafsnit for fundamenter, vægkonstruktion af betonelementer, træspær, glasfacade, dækkonstruktioner, murstensvæg, stålbjælker i dækkonstruktion m.m.

Ved opdeling i konstruktionsafsnit gælder, at der for et konstruktionsafsnit må være én og kun én aktør, der forestår projekteringen af det pågældende konstruktionsafsnit, se afsnit 1.5.3, Afsnitsprojekterende.

En aktør kan projektere flere konstruktionsafsnit.

Et konstruktionsafsnit henføres til én konstruktionsklasse og én konse-kvens-klasse.

Hvis hele projekteringen udføres af én aktør, er det principielt ikke nødvendigt at opdele bygværket i konstruktionsafsnit, se eksempel i figur 7. For større bygværker kan det dog også i dette tilfælde være fornuftigt og hensigtsmæssigt for at øge overskueligheden, fx i forhold til opbygningen af den del af den statiske dokumentation, der rummer dokumentationen af konstruktionsafsnittene.

Alle konstruktionsafsnit gives en unik identifikation efter et udvalgt klassifikationssystem, fx efter SfB (Byggecentrum, 1988), DBK (bips, 2011e) eller CCS Identifikation (bips, 2015a).

Figur 6 viser bygværk inddelt i konstruktionsafsnit, fx efter aktører, materialer eller funktion i bygværket.

Figur 6. Bygværk inddelt i konstruktionsafsnit, fx efter aktører, materialer eller funktion i bygværket.

Eksempler på inddeling i konstruktionsafsnit

Figur7 viser opdeling af bebyggelse i bygværker, som hver især er et konstruktionsafsnit.

Figur 7. Opdeling af bebyggelse i bygværker, som hver især er et konstruktionsafsnit.

Figur 8 viser opdeling f facadekonstruktion i konstruktionsafsnit.

Figur 8. Opdeling af facadekonstruktion i konstruktionsafsnit.

1.2.3 Grænseflader

Grænseflader er de områder, hvor konstruktionsafsnit fysisk møder hinanden. Eksempler på grænseflader er vist i figur 9.

Når et konstruktionsafsnit videreføres for projektering af en afsnitsprojekterende, skal grænseflader i forhold til andre konstruktionsafsnit være klart definerede og beskrevne, så der foreligger et dækkende, entydigt og konsistent grundlag for projektering af de enkelte konstruktionsafsnit. Desuden defineres grænseflader i forhold til andre dele af bygværket, som ikke er en del af de bærende konstruktioner, fx vinduer, døre og installationer.

Typiske emner, der er tæt knyttet til grænseflader, er belastninger, samlingsdetaljer og tolerancer. For alle grænseflader angives laster, udformning, funktionskrav m.m., eksempelvis i form af principper for samling og krav til eftergivelighed. Informationerne gives i en sådan form, at der foreligger et entydigt grundlag for projektering af både konstruktionsafsnittet og dets grænseflader. Defineres fx et etagedæk som et konstruktionsafsnit, omfatter grænsefladerne alle de lokaliteter, hvor etagedækket støder op til andre konstruktionsafsnit, fx facader, vægge, søjler og elevator- og trappeskakte.

Figur 9 viser eksempler på grænseflader mellem konstruktionsafsnit.

Figur 9. Eksempler på grænseflader mellem konstruktionsafsnit.

Grænseflader kan være integreret i konstruktionen, hvor konstruktionsafsnittene skal virke sammen. I eksemplet i figur 10 mødes fire konstruktionsafsnit i en samlingsdetalje. En blandt flere grænseflader i denne samlingsdetalje: Huldæk projekteres af fx en leverandør, og det er leverandøren, der fastlægger reaktionerne, der virker som last på en kompositbjælke, som projekteres af fx en anden leverandør. Huldæksleverandøren forudsætter her et vederlag, der modsvares af den excentricitet, som kompositbjælke-leverandøren dimensionerer bundflangen for. Det skal i grænsefladen sikres, at den statisk fungerer som en helhed ved, at reaktioner for huldæk er sammenfaldende med last på stålbjælken. Det er den bygværkprojekterende, der koordinerer og kontrollerer grænsefladen, jf. 1.5.2, Bygværksprojekterende.

Figur 10 viser eksempel på fire konstruktionsafsnit, der mødes i konstruktionen

Figur 10. Eksempel på fire konstruktionsafsnit, der mødes i konstruktionen: Konstruktionsafsnit 1: Huldæk, fx projekteret af leverandør, Konstruktionsafsnit 2: Kompositbjælke fx projekteret af leverandør, Konstruktionsafsnit 3: Pladsstøbt dækkonstruktion fx projekteret af rådgiver og Konstruktionsafsnit 4: Fugearmering fx projekteret af rådgiver.

1.2.4 Konstruktionsdele

Et konstruktionsafsnit omfatter en eller flere konstruktionsdele. En konstruktionsdel er en bygningsdel, der har en funktion i de bærende konstruktioner, se eksempel på beskrivelse af bygningsdele på www.cunecoclassification.dk.

Alle enkeltstående dele af konstruktionsdele kan opfattes som konstruktionsdele. Samlings- og forbindelsesmidler betragtes derfor også som konstruktionsdele, fx konstruktionsfuger, mekaniske samlinger, bolte, søm og beslag.

Der kan ikke gives en entydig definition af en konstruktionsdel, da det afhænger af, hvor i byggeprocessen der fokuseres; fx kan et gitterspær opfattes som en konstruktionsdel, da det ofte ankommer færdiggjort til byggepladsen og indbygges som én del. Samtidig kan de dele, der indgår i gitterspæret, fx stænger, spærfod, samlingsbeslag m.m., også opfattes som selvstændige konstruktionsdele, jf. figur 11.

Figur 11 viser et gitterspær er en konstruktionsdel, der består af konstruktionsdelene

Figur 11. Et gitterspær er en konstruktionsdel, der består af konstruktionsdelene: 1. Spærfod, 2. Forankringselement, 3. Spærhoved, 4. Diagonale tænger og 5. Samlingsbeslag. Øvrige dele af taget, fx lægter, tagdækning og vindafstivning, indgår i andre konstruktionsafsnit eller udgør selvstændige konstruktionsafsnit.

En konstruktionsdel kan være et præfabrikeret element, der ikke direkte projekteres i forhold til de enkelte bygværker, men hvor der foreligger en generel ydeevnedokumentation baseret på projektering af konstruktionsdelens statiske virkemåde i typiske situationer. Konstruktionsdele underlagt en harmoniseret CEN-standard, skal være CE-mærket, jf. byggevareforordningen (Europa-Parlamentet, 2011).

Alle konstruktionsdele gives en unik identifikation efter et valgt klassifikationssystem, som fx SfB (Byggecentrum, 1988), DBK (bips, 2011e) eller CCS Identifikation (bips, 2015a). Den unikke identifikation skal gøre det muligt at udvælge en konstruktionsdel et sted i den statiske dokumentation og genfinde den pågældende konstruktionsdel entydigt i andre dele af den statiske dokumentation, fx skal en bjælke på en tegning kunne genfindes i beregninger og vice versa.

1.2.5 Konstruktionsklasser

Definition af konstruktionsklasser

Konstruktionsklasser er defineret i Bygningsreglement 2018 (Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen, 2017a) og er en gruppering af konstruktioner efter deres risiko for brugerne.

Risikoen vurderes efter principper anført i (Faber et al., 2008), idet risiko anses for et produkt af konsekvenser af svigt og sandsynlighed for svigt. Konsekvenser af svigt vurderes ved konsekvensklasser, som angivet i Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007a) og DS/INF 1990 (Dansk Standard, 2018a). Sandsynligheden for svigt – eller rettere afvigelser fra accepteret sandsynlighed for svigt – vurderes ved indikatorer for sandsynlighed for fejl og mangler, som kan lede til svigt, udtrykt ved: konstruktionens kompleksitet og erfaringen med konstruktionen.

Konstruktioner og konstruktionsafsnit i et bygværk henføres til en konstruktionsklasse efter reglerne vist i tabel 2.

Tabel 2. Konstruktionsklasser KK1-KK4.

		Konsekvensklasse
Konstruktion: Kompleksitet og erfaring	Lav (CC1)	Middel (CC2)	Høj (CC3)	Ekstra høj (CC3+)
Simpel og traditionel	KK1	KK2¹)	KK3	KK4
Kompleks eller utraditionel	KK1	KK3	KK3	KK4

Note: KK1-KK4: Konstruktionsklasse 1-4.

Konsekvensklasser er iht. Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007a) og DS/INF 1990 (Dansk Standard, 2018).

1): Dog KK1 for:

Enfamiliehuse, rækkehuse og sommerhuse uden vandret lejlighedsskel.
Avls- og driftsbygninger i én etage med en maksimal spændvidde på 40 meter, eksklusiv situationer, hvor der ved svigt vil være stor fare for tab af dyreliv, svarende til bygninger, der vil blive placeret i høj konsekvensklasse (CC3), hvis de var beregnet til ophold for mennesker.
Industri- og lagerbygninger i én etage med en maksimal spændvidde på 40 meter.

Konstruktionsklasser anvendes til specifikation af krav til:

Myndighedsbehandling og myndighedsdokumentation, se Bygningsreglement 2018 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a).
Udøvelse af erhverv som certificeret statiker, se bekendtgørelse om certificering (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017b).
Den statiske dokumentations omfang, indhold og kontrol.

Konstruktionsklassen kan betragtes som et udtryk for det dokumentations- og kontrolniveau, der kræves opfyldt for en given konstruktion. Der stilles færrest krav til konstruktioner i konstruktionsklasse 1 og flest krav til konstruktioner i konstruktionsklasse 4.

Indplacering af bygværker og konstruktionsafsnit i konstruktionsklasser er beskrevet i afsnit 1.2.8, Indplacering i konstruktionsklasser.

1.2.6 Komplekse konstruktioner

Hvornår er en konstruktion kompleks?

Ved vurdering af konstruktioner og konstruktionsafsnits kompleksitet skelnes mellem simple konstruktioner og komplekse konstruktioner.

Ved simple konstruktioner forstås konstruktioner, hvor lastnedføringerne både vandret og lodret er overskuelige, og ligevægtstilstande og lastvirkninger kan bestemmes på en enkel måde uden særlige forudsætninger eller værktøjer; fx statisk bestemte konstruktioner af søjler, skiver, plader og bjælker.

Ved komplekse konstruktioner forstås konstruktioner, hvor lastnedføringerne kan være svære at overskue, og hvor ændringer i forudsætninger kan have væsentlig betydning for konstruktionernes virkemåde; herunder ligevægts-tilstande, snitkræfter og reaktioner.

En konstruktions kompleksitet er således knyttet til såvel konstruktionens faktiske virkemåde som til den overskuelighed og de forudsætninger, hvormed konstruktionens sikkerhed og anvendelighed kan dokumenteres.

I praksis vil konstruktioner hverken være helt simple eller fuldstændig komplekse, og kompleksiteten må derfor vurderes i hvert enkelt tilfælde. Hvor der er tvivl om en ny eller en eksisterende konstruktions kompleksitet, anses denne for kompleks, jf. BR18, § 487, stk. 2. Konstruktionens kompleksitet vurderes iht. Vejledning om indplacering i konstruktionsklasser (Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen, 2019a).

Komplekse nye konstruktioner

Nye konstruktioner bør så vidt muligt udformes, så de på en overskuelig måde fører laster til jord, og så ligevægtstilstande og lastvirkninger kan bestemmes på en enkel måde som grundlag for dokumentation af sikkerhed og anvendelighed. Eksempler på nye konstruktioner, hvor dette ofte ikke er tilfældet, og som derfor er komplekse, er:

Konstruktioner, som er flere gange statisk ubestemte, fx rumlige gitterkonstruktioner. Undtaget er dog statisk ubestemte bjælker.
Konstruktioner med store deformationer eller flytninger, hvor ligevægtstilstanden for den udeformerede tilstand ikke kan anvendes for bestemmelsen af snitkræfter, fx kabelkonstruktioner, teltkonstruktioner og konstruktioner, hvor ligevægt først opnås efter, at flytninger har iværksat låsemekanismer eller kontakt mellem konstruktionsdele.
Konstruktioner, hvor spændinger og tøjninger kun kan bestemmes under hensyntagen til instabilitetsfænomener, fx foldning. Undtaget er dog simple søjleberegninger og kipning af lineære bjælker.
Konstruktioner, hvor lastfastsættelsen i væsentlig grad er knyttet til konstruktionens deformation, fx teltkonstruktioner eller konstruktioner med aktivt/passivt jordtryk.
Konstruktioner, hvor kraftforløbet omfordeles væsentligt ved flydning, brud eller instabilitet. Undtaget er dog bjælker, simple plane rammer og plader, hvor alene momentfordeling omfordeles.
Statisk ubestemte buede trækonstruktioner udsat for fugtændringer.
In-situ efterspændte konstruktioner; fx betonkonstruktioner. Undtaget er dog lodret efterspænding af vægge og vandret efterspænding af dæk.
Geotekniske konstruktioner i geoteknisk kategori 3, jf. Eurocode 7 (Dansk Standard 2007c)

Komplekse eksisterende konstruktioner

Eksisterende konstruktioner anses for komplekse, hvis de samme forudsætninger er gældende for konstruktionernes virkemåde og dokumentation af sikkerhed, anvendelse og holdbarhed, som for nye tilsvarende konstruktioner under såvel midlertidige tilstande under udførelse som i den permanente tilstand.

Indgreb i eksisterende konstruktioner ved renovering, ombygning eller tilbygning kan medføre ændringer af den statisk virkemåde og konsekvenser for lastvirkninger, som er vanskelige at overskue, fx hvor indgreb kan lede til større nedbøjninger, varige sætninger eller kraftomlejringer, som forudsætter kendskab til konstruktionsdeles stivhed. Dette kan fx være tilfældet ved større hultagning i stabiliserende vægge i nedre dele af etageejendomme, hvor de eksisterende konstruktioners stivhedsegenskaber og brudmekanismer kan være vanskelige at overskue.

Dermed kan dokumentation af konstruktionens sikkerhed og anvendelighed blive så vanskelig, at den eksisterende konstruktion må anses for kompleks, se afsnit 1.4.6 om dokumentation ved ombygning, renovering eller ændret anvendelse.

Hvorvidt en eksisterende konstruktion er kompleks, må vurderes i hvert enkelt tilfælde. Eksempler på eksisterende konstruktioner, som kan være komplekse, er:

Konstruktioner, hvor tilstand og virkemåde af skjulte konstruktionsdele i den eksisterende konstruktion, fx samlinger, fundamenter eller armering i beton, ikke kan afklares uden mange destruktive indgreb.
Forstærkning af en eksisterende konstruktion med nye konstruktionsdele eller materialer, som forudsætter samvirkning, der først bliver aktive efter indtrædelse af nedbøjninger, tøjninger eller efterspænding, eller hvor der er risiko for brud i de eksisterende konstruktioner, inden forstærkningen bliver aktiveret, fx pålimning eller sammenstøbning af forstærkende nye konstruktionsdele med en eksisterende konstruktion.
Materialer i den eksisterende konstruktion, hvis repræsentative egenskaber er vanskelige at bestemme eller vurdere konsekvensen af ved dokumentation af styrke og stivhed, eller hvortil der ikke foreligger repræsentative beskrivelser eller standarder, fx materialeegenskaber i ældre murværk, som ved prøveudtagning disintegrerer, eller konstruktionsdele og forbindelsesmidler i trækonstruktioner af ukendt art og kvalitet.
Konstruktioner som på grund af hændelser gennem deres levetid, fx laster, der har ledt til ødelæggelse af dele af konstruktionen, manglende vedligehold, krybning af materialer eller sætninger, er vanskelige at dokumentere.

For ovenstående eksempler på eksisterende konstruktioner, som kan være komplekse, kan der i det konkrete tilfælde foreligge klarhed over de omtalte forhold eller være åbenlys sikkerhed i konstruktionen til, at denne ikke anses for kompleks, fx monolitiske konstruktioner i tegl eller beton med stor restbæreevne, eller konstruktioner, som er fyldestgørende behandlet i alment teknisk fælleseje, se afsnit 1.3.3, Dokumentationsgrundlag.

Hvor en ny konstruktion efter indbygning i et eksisterende bygværk, overtager de eksisterende konstruktioners funktion, kan der ses bort fra de eksisterende konstruktioners kompleksitet i den permanente tilstand, hvis disse ikke længere har en konstruktiv funktion.

Renovering eller ombygning af en eksisterende konstruktion kræver en særlig opmærksomhed under projektering og udførelse, også selvom selve konstruktionens virkemåde ikke er kompleks, se fx Kollaps i forbindelse med renovering (Byg-Erfa, 2018).

Ændret anvendelse af eksisterende konstruktioner kan lede til krav om ny dokumentation. Hvis forudsætningerne for denne dokumentation ikke svarer til dokumentation af nyopførte konstruktioner, må den eksisterende konstruktion anses for kompleks; fx hvis der ikke er normer og standarder, som dækker de pågældende eksisterende konstruktioner.

1.2.7 Erfaring med konstruktioner

Erfaring i byggebranchen

Ved vurdering af erfaring med konstruktioner og konstruktionsafsnit skelnes mellem traditionelle konstruktioner og utraditionelle konstruktioner. Konstruktioner kan være såvel større sammenbyggede konstruktioner som enkeltstående konstruktionsdele.

Ved traditionelle konstruktioner forstås konstruktionstyper, som der er stor og lang erfaring med i byggebranchen som helhed, og som er baseret på kendte teknologier og udførelsesmetoder; altså at konstruktionstypen i almindelighed er kendt og en del af byggeskikken, fx vægkonstruktioner af murværk, væg- og dækkonstruktioner af betonelementer og gitterspær af træ.

Konstruktionstype omfatter klasse af konstruktionsdele, konstruktionsafsnit eller hele konstruktioner med samme statiske principper, materialer, udførelse, laster og anvendelse.

Ved utraditionelle konstruktioner forstås konstruktionstyper, som der ikke er stor og lang erfaring med i den danske byggebranche, eller som er baseret på nye teknologier og udførelsesmetoder, jf. BR18, § 488.

Erfaring med en konstruktionstype øges med tiden, hvis den finder almen udbredelse. Ofte vil projekterende hurtigt opbygge erfaring og fortrolighed med en ny konstruktionstype eller en ny beregningsmetode, ligesom udførende ofte efter ganske få gange at have udført en ny konstruktionstype kan opleve en fortrolighed og kendskab til konstruktionstypen. Imidlertid skal henføring til erfaring med konstruktionstypen tage højde for de mange mulige situationer, hvor fejl og mangler kan opstå i den samlede proces fra idé til udført byggeri; fx forglemmelser, fejl i beregninger, ukendskab til kritiske forhold og sårbarheder ved konstruktionstypen som sådan. Forhold, der først kan erfares gennem gentagen anvendelse af konstruktionstypen under forskellige omstændigheder.

Hvornår erfaringen er tilstrækkelig til, at konstruktionstypen kan anses for traditionel, beror på den aktuelle situation og den aktuelle konstruktionstype, og må vurderes i det konkrete tilfælde; jo flere nye forhold konstruktionen rummer eller forudsætter, fx anvendelse, materialer, virkemåde, beregningsmetode eller udførelsesteknikker, desto flere projekter må anses for nødvendige for at have opbygget den nødvendige erfaring med usikkerheder ved konstruktionstypen, så den kan betragtes som traditionel.

En konstruktion kan anses for traditionel i byggebranchen, hvis byggebranchen i Danmark som helhed har erfaring med projektering, udførelse og ibrugtagning af mindst 50 byggerier med den pågældende konstruktionstype inden for de sidste 20 år.

Hvor der er tvivl om erfaringer med konstruktionstypen i en eller flere af byggeriets processer, anses denne for utraditionel, jf. BR18, § 488, stk.3.

Eksempler på utraditionelle konstruktioner

I praksis vil mange konstruktioner hverken være helt traditionelle eller helt utraditionelle, og erfaringen må derfor vurderes i hvert enkelt tilfælde. Følgende konstruktioner og konstruktionsafsnit anses altid for utraditionelle:

Konstruktioner af materialer, hvor der ikke eksisterer en konstruktionsnorm eller en udførelsesstandard, jf. BR18, § 352, og § 488, stk. 2.
Konstruktioner, hvor der afviges fra konstruktionsnormer eller udførelsesstandarder, jf. BR18, § 356, og § 488, stk. 2.
Konstruktioner baseret på nye statiske virkemåder.
Kendte konstruktionsmaterialer anvendt på en ny måde.
Kendte konstruktioner med nye materialer.
Konstruktioner dokumenteret efter nye analysemetoder eller med nye værktøjer.
Nye metoder for sammenbygning af konstruktionsdele.
Konstruktioner baseret på nye udførelsesmetoder.

Eksempler på konstruktioner som i 2019 i Danmark kan være utraditionelle:

Svingningsfølsomme slanke konstruktioner, fx gangbroer med stort spænd.
Store udkragede konstruktioner.
Huse på tre etager eller derover med hovedkonstruktion i letbeton eller træ.
Konstruktioner af fiberbeton, glas og genbrugte materialer.
In-situ efterspændte konstruktioner.
Rumlige gitter- og skalkonstruktioner, dog undtaget cylinderskaller.
Forstærkning af eksisterende konstruktioner, hvor sikkerhed baseres på samvirken mellem eksisterende konstruktion og nye materialer eller nye metoder.
Geoteknisk konstruktion med samvirkende pæle i grupper.

Erfaring hos projekterende og udførende

Ved projekterende og udførendes erfaring forstås den erfaring, som den enkelte organisation og dens medarbejdere har med den pågældende konstruktionstype ved den påtænkte anvendelse.

Projekterende og udførende skal, jf. Eurocode 0, pkt.1.2 (Dansk Standard 2007a), have de fornødne kvalifikationer og erfaringer. Dette indebærer blandt andet, at de projekterende og udførende, ud over en generel erfaring, også skal have erfaring med den aktuelle konstruktionstype og dennes særlige forhold; altså at de projekterende og udførende er fortrolige med konstruktionstypen.

Projekterende og udførende kan anses at have erfaring med konstruktionstypen, hvis de har projekteret eller opført mindst fem særskilte byggerier med den pågældende konstruktionstype inden for de sidste 10 år.

På tidspunktet for indplacering i konstruktionsklasse vil en række af de aktører, der skal projektere og udføre bygværket ikke være kendte. Erfaring hos de kommende projekterende og udførende kan fx sikres ved, at der stilles krav til erfaringer i det materiale, der ligger til grund for projektering og udførelse, fx udbudsmateriale. Hvis sådanne krav ikke er opfyldt, må de projekterende eller udførende tilknytte sig denne erfaring gennem ansættelse, kontrahering eller anden samarbejdsaftale, som sikrer erfaringen.

Hvis der er forudsat erfaring med konstruktionstypen hos de udførende, og disse ikke besidder eller har tilknyttet den krævede erfaring, må de underlægge sig en kontrol af udførelse, hvor de projekterende i kontrolplanen specificerer særlige kontroller på alle områder, som normalt dækkes af de almene kontroller, se afsnit 6.2.2, Kontrol af udførelsesgrundlag. Kontrollen gennemføres af en anden aktør med den krævede erfaring.

1.2.8 Indplacering i konstruktionsklasser

Fremgangsmåde for indplacering i konstruktionsklasser

Indplacering efter konsekvensklasser og konstruktionsklasser samt inddeling i konstruktionsafsnit, kan ske efter følgende fremgangsmåde:

Bygværket opdeles i statisk uafhængige hovedkonstruktioner.
Hovedkonstruktionerne indplaceres i konsekvensklasser.
Det vurderes om hovedkonstruktionerne er simple eller komplekse og om de er traditionelle eller utraditionelle.
Hovedkonstruktionerne indplaceres i konstruktionsklasser.
Sekundære konstruktioner indplaceres i konsekvensklasser.
Det vurderes om sekundærkonstruktionerne er simple eller komplekse og om de er traditionelle eller utraditionelle.
Sekundære konstruktioner indplaceres i konstruktionsklasser.
Bygværket opdeles i konstruktionsafsnit, idet der for et konstruktionsafsnit alene må være én konstruktionsklasse og én konsekvensklasse. Der vil normalt være flere konstruktionsafsnit, der har samme konsekvensklasse og konstruktionsklasse.
Det kontrolleres, om svigt i et konstruktionsafsnit har implikationer for sikkerheden i andre konstruktionsafsnit, der er henregnet til en højere konstruktionsklasse; se nedenfor.

Indplacering i forskellige konstruktionsklasser

Hvis bygværkets konstruktionsafsnit er indplaceret i forskellige konstruktionsklasser, skal det i henhold til BR18, § 485, stk. 2, dokumenteres, at opdelingen er sikkerhedsmæssigt forsvarlig. Dette kan dokumenteres ved at redegøre for, at svigt af de konstruktionsafsnit, som er indplaceret i en lavere konstruktionsklasse, ikke har konsekvenser for konstruktionen som helhed eller for kon-struk-tionsafsnit indplaceret i højere konstruktionsklasser.

En konstruktion er opdelt i konstruktionsafsnit, som henføres til hver sine konstruktionsklasser, fx:

Konstruktionsafsnittene A_i henføres til KK3
Konstruktionsafsnittene B_i henføres til KK2
Konstruktionsafsnittene C_i henføres til KK1,
her er ’i’ et løbenummer.

Det dokumenteres, at svigt i konstruktionsafsnittene B_i ikke medfører svigt i konstruktionsafsnittene A_i, fx ved at konstruktionsdele i konstruktionsafsnit A_i ikke længere har stabile understøtningsforhold, får øget last, eller lasten omfordeles på en måde, der nedsætter sikkerheden. Tilsvarende skal det dokumenteres, at svigt i konstruktionsafsnittene C_i ikke medfører svigt i hverken konstruktionsafsnittene A_i eller B_i.

Hvis et svigt i et konstruktionsafsnit i B medfører svigt eller reduceret sikkerhed for de andre konstruktionsafsnit i B, skal det påvises, at summen af konsekvenser af disse svigt eller den reducerede sikkerhed ikke overstiger det acceptable for den pågældende konstruktionsklasse.

Eksempel på indplacering af bygværker i konstruktionsklasser

En bebyggelse består af tre bygværker: et bygværk på 20 etager og et bygværk på 5 etager, der i stueetagen har en konstruktion med et spænd på 20 meter, der indeholder en kantine med plads til 200 mennesker og på taget har en let bygning for ventilation. Mellem de to bygværker er en 2-etages mellembygning med simple og traditionelle konstruktioner.

Såfremt de fem bygninger i bygværket er statisk uafhængige, indplaceres disse i følgende konstruktionsklasser:

20-etages bygning: KK4
5-etages bygning: KK3
2-etages mellembygning: KK2
Taghus på 5-etages bygning: KK2
Fritstående 1-etages bygning: KK1

Figur 12 viser eksempel på bygværk og indplacering i konstruktionsklasser.

Figur 12. Eksempel på bygværk og indplacering i konstruktionsklasser.

Eksempel på indplacering af konstruktionsafsnit i konstruktionsklasser

En ydervægskonstruktion i en 20 etages boligejendom består af fire konstruktionsafsnit: et konstruktionsafsnit for hovedkonstruktion i beton, et konstruktionsafsnit for stålrammer i facadekonstruktion, et konstruktionsafsnit for glasfacade systemet og et konstruktionsafsnit for ophængt facadebeklædning, begge sidstnævnte henføres til simple og traditionelle konstruktioner.

Såfremt de fire konstruktionsafsnit i bygværket er statisk uafhængige, indplaceres disse i følgende konstruktionsklasser:

Hovedkonstruktion i beton: KK4
Stålrammekonstruktion for facade: KK3
Ophængt facadebeklædning: KK2
Glasfacadesystem: KK2

Forudsætninger for indplacering i konstruktionsklasser

Indplacering af konstruktionen og/eller konstruktionsafsnit i konstruktionsklasse(r) sker inden ansøgning om byggetilladelse. Når der er udstedt byggetilladelse, forudsættes konstruktionsklasse(r) uændrede frem til ansøgning om ibrugtagningstilladelse.

Den bygværksprojekterende skal derfor nøje overveje valget af konstruktionsklasser, specielt at forudsætningerne herfor ikke ændres frem til færdiggørelsen af bygværket.

Figur 13 viser indplacering f konstruktionsafsnit i ydervægskonstruktion til konstruktionsklasser i bygværk til boligejendom på 20 etager,

Figur 13. Indplacering af konstruktionsafsnit i ydervægskonstruktion til konstruktionsklasser i bygværk til boligejendom på 20 etager, jf. eksempel i figur 8.

Hvis forudsætningerne for valg af konsekvensklasse ændres efter udstedelse af byggetilladelse, fx ved tilføjelse af etager, ændring af hovedkonstruktionens spændvidde eller ændring af bygningens anvendelse, kan dette afstedkomme ændring i konstruktionsklasse som følge af ændret konsekvensklasse. Dette kan medføre ændrede krav til:

Certificeret statiker efter reglerne i BR18, § 544.
Indsendelse af ny starterklæring
Den statiske dokumentations omfang og kontrol
Kontrol og dokumentation af udførelse.

Den bygværksprojekterende skal tilse, at forudsætninger for indplacering i konstruktionsklasse(r) er tilstede i hele projektets forløb; og at den færdige statiske dokumentation 'som-udført' på tidspunktet for ansøgning om ibrugtagningstilladelse, er i overensstemmelse med forudsætningerne for indplacering i konstruktionsklasser.

Valg af konstruktionsklasse for konstruktioner i middel konsekvensklasse (CC2) kræver en særlig opmærksomhed, idet valg af konstruktionens kompleksitet og erfaringen med konstruktionstypen har betydning for placering i konstruktionsklasse. Ændringer af konstruktionen, fx virkemåde eller konstruktionstype, kan ændre forudsætninger for valg af konstruktionsklasse efter udstedelse af byggetilladelse. Dette kan fx ske ved, at konstruktionen ændres fra simpel til kompleks, eller ved at konstruktionstypen ændres fra traditionel til utraditionel. I så fald ændres indplaceringen i konstruktionsklasse fra KK2 til KK3, hvilket medfører ændrede krav, jf. ovenstående vedrørende konsekvens af ændret konstruktionsklasse.

Ved ombygning eller renovering af en eksisterende konstruktion gælder samme principper for indplacering af bygværk og konstruktionsafsnit i konstruktionsklasser som ved nybyggeri. Indplaceringen kan i middel konsekvensklasse (CC2) afhænge af, om indgrebet i den eksisterende konstruktion i sig selv er komplekst eller utraditionelt, eller leder til midlertidige tilstande, som kan være komplekse eller utraditionelle, se afsnit 1.2.6 Komplekse konstruktioner og afsnit 1.2.7 Erfaring med konstruktioner.

1.3 Dokumentationens opbygning, omfang og udarbejdelse

1.3.1 Formål med statisk dokumentation

Formålet med den statiske dokumentation er at eftervise, at et bygværk opfylder de definerede krav til bærende konstruktioners styrke og anvendelighed. Kravene vil almindeligvis omfatte:

Byggeregler, som de er formuleret i Bygningsreglement 2018 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2017a) med tilhørende Eurocodes, nationale annekser, standarder, anvisninger og vejledninger.
Krav afledt af bygningsejerens ønsker til funktion og anvendelse.
Krav afledt af hensyn til bygbarhed, montage og transport.

En statisk dokumentation omfatter beregninger, simuleringer, modellering, modeller og tegninger af de bærende konstruktioner. Den statiske dokumentation omfatter endvidere beskrivelser af processen med projekteringen og udførelsen for derved at godtgøre, at dokumentationen af de bærende konstruktioner er fyldestgørende og har den ønskede kvalitet. Den statiske dokumentation kan derfor være omfattende.

Den statiske dokumentation af et bygværks konstruktive egenskaber svarer i princippet til handelsprodukters dokumentation af tekniske egenskaber, jf. DS/EN ISO 11442 (Dansk Standard, 2006a). Bygværker er dog ofte ganske komplicerede i opbygning og funktion og kendetegnet ved at være unika-produkter med en meget lang levetid sammenlignet med andre handelsprodukter. Disse forhold stiller særlige krav til dokumentationens sammensætning, indhold og styring.

1.3.2 Hvad er dokumentation?

Overensstemmelse med krav

Dokumentation påviser overensstemmelse mellem krav og løsning. Krav kan stamme fra bygningsreglementet, krav til funktionalitet fra bygningsejer eller fra beskrivelse af god byggeskik i form af alment teknisk fælleseje, se afsnit 1.3.3, Dokumentationsgrundlag.

En dækkende dokumentation skal påvise overensstemmelse mellem alle stillede krav og løsningen. Overensstemmelsen skal gælde alle krav hver for sig samt relevante kombinationer.

Overensstemmelsen skal gælde i hele den definerede levetid. For bygningskonstruktioner vil dette almindeligvis være mindst 50 år, jf. Eurocodes. I praksis forventes en noget længere levetid - i mange tilfælde op mod 100-120 år for bygninger til boliger, kultur og lignende.

Form og format

Dokumentation af overensstemmelse kan have mange former og formater, fx ved:

Beregning, hvor det påvises, at påvirkning < ydeevne, se fx 2.3.3, Indhold af A2.2 Statiske Beregninger konstruktionsafsnit. Til grund for beregningen vil ofte ligge en model, og dokumentation af overensstemmelse vil da fordre dokumentation af modellens egnethed til simulering af de beregnede effekter af påvirkninger. Dokumentation kan bestå i henvisning til standarder eller alment teknisk fælleseje:

Tegning/figur, hvor det illustreres, hvordan konstruktionen opfylder krav til fx geometri, bæreevne eller deformationer. Skitser eller tegninger vil ofte skulle suppleres med beregning for at dokumentere den pågældende overensstemmelse.
Simulering, hvor det illustreres i en statisk tilstand, dynamisk tilstand eller proces over tid, hvordan konstruktionen opfylder krav til fx virkemåde, eller hvordan laster påvirker konstruktionen, fx vindlast eller snelast.
Beskrivelse, hvor det i tekst godtgøres, at påvirkning < ydeevne, fx ved reference til lærebøger eller artikler.
Måling, hvor det ved fx opmåling eller tælling vises, at løsningen opfylder krav; fx tolerancer for vederlag, mindsteafstande, densitet af materialer eller komprimering af materialer.
Prøvning, hvor det vises, at påvirkning < ydeevne, fx materialeegenskaber eller en konstruktionsdels ydeevne. Til grund for tolkning af prøvningsresultater skal ligge en model, som godtgør overensstemmelsen svarende til reglerne i Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007a). For selve prøvningerne foreligger en række standarder, der kan anvendes.
Afbildning, hvor det fx ved fotodokumentation godtgøres, at den udførte løsning svarer til udførelsesgrundlaget.

Reference til en løsnings anvendelse andre steder, fx i andre bygværker, dokumenterer ikke i sig selv en løsnings ydeevne, medmindre der til referencen ud over den dokumenterede ydeevne er knyttet dokumenterede oplysninger om erfaringer med anvendelsen, og at denne kan overføres til den påtænkte anvendelse i det specifikke bygværk svarende til den definerede levetid. Anprisning af en løsnings egenskaber er en påstand, der ikke dokumenterer en ydeevne.

Dokumentation af overensstemmelse vil ofte omfatte hensyntagen til andre funktioner end de, som almindeligvis er knyttet til en bærende konstruktion; fx fugtbestandighed, samvirken med sekundære konstruktionsdele/aptering eller forhold ved indbygning.

Dokumentation ved mærkning

Hvis ydeevnen af en konstruktionsdel er oplyst ved en certificeret mærkning, fx CE-mærkning, kan dette lægges til grund for dokumentationen, hvis mærkningen refererer til standarder, fx DS-standarder eller harmoniserede standarder fra CEN. Dokumentationen for den specifikke byggesag består da i at dokumentere, at producentens generelle dokumentation, som er lagt til grund for mærkningen, er gyldig og dækkende for den aktuelle anvendelse af konstruktionsdelen. Det er således ikke tilstrækkeligt at eftervise, at påvirkning er mindre end den deklarerede ydeevne, idet såvel forudsætningerne herfor som den konkrete anvendelse ved sammenbygning med andre konstruktionsdele skal dokumenteres opfyldt ved den aktuelle anvendelse.

Det bemærkes, at egenskaber angivet for et produkt i form af en CE-mærkning i sig selv ikke nødvendigvis sikrer, at fx regler i bygningsreglementet er opfyldt, eller at konstruktionsdelen har tilstrækkelig bæreevne.

Tabel 3. Form og format af dokumentation.

Beskrivelse		Eksempler
	Beregning	Eftervisning at påvirkning er mindre end ydeevne. se fx. 2.3.3 Indhold af A.2.2 Statiske beregninger. Til grund for beregningen vil ofte ligge en model.
	Tegning, model	Det illustreres, hvordan konstruktionen opfylder krav til fx geometri, bæreevne eller deformationer. Skitser eller tegninger vil ofte skulle suppleres med beregning for at dokumentere overensstemmelsen
	Simulering	Det illustreres i en statisk-, dynamisk tilstand eller proces over tid, hvordan konstruktionen opfylder krav til fx virkemåde, eller hvordan laster påvirker konstruktionen, fx vindlast eller snelast.
	Beskrivelse	I tekst godtgøres, at påvirkning < ydeevne; fx ved reference til lærebøger eller artikler.
	Måling	Ved registrering ved opmåling eller tælling vises, at løsningen opfylder krav; fx tolerancer for vederlag, mindsteafstande, densitet af materialer eller komprimering af materialer.
	Prøvning	Ved prøvning vises, at påvirkning < ydeevne, fx materialeegenskaber eller en konstruktionsdels ydeevne. For selve prøvningerne foreligger en række standarder, der kan anvendes.
	Afbildning	Ved brug af fotodokumentation godtgøres, at den udførte løsning svarer til udførelsesgrundlaget.

1.3.3 Dokumentationsgrundlag

Dokumentation af krav i standarder

Konstruktioner skal projekteres og udføres i overensstemmelse med krav i BR18 samt de normer og standarder, der henvises til herfra. BR18 stiller krav til såvel de bærende konstruktioners ydeevne som til dokumentationens indhold, form og kontrol.

Normer og standarder rummer mulighed for afvigelser, der kan ikke afviges fra krav til sikkerhed, anvendelse og holdbarhed i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a).

Gældende normer og standarder bør overholdes, også selvom der ikke er henvist hertil i bygningsreglementet.

Dokumentation ved afvigelser fra standarder

Det fremgår af BR18, § 356, at gældende normer og standarder kan fraviges, hvis det på anden vis sikres og dokumenteres, at en afvigelse er forsvarlig, og der opnås et sikkerhedsniveau, som krævet i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a).

Afvigelsen er forsvarlig, hvis konstruktionen opfylder krav til anvendelse og holdbarhed, som angivet i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks og Eurocodes 2-9 inklusive nationale annekser i hele konstruktionens levetid.

Det fremgår af afsnit 2.3, Undtagelser, i Bygningsreglementets vejledning om konstruktioner (Trafik-, bygge- og Boligstyrelsen, 2019b), at afvigelse fra standarder som udgangspunkt kræver ’(…) at materialestyrke, brudmekaniske modeller og materialeparametre dokumenteres for afvigelsen. Modeller og beregningsregler kan fraviges såfremt en tilsvarende eller højere sikkerhed kan dokumenteres. Materialeparametre kan fraviges såfremt de faktiske materialeparametre kan dokumenteres og resulterer i et tilsvarende eller højere sikkerhedsniveau end den standard, der fraviges.’

Laster skal ved afvigelser dokumenteres ved prøvning eller måling.

Hvis eksisterende normer og standarder afviges, påhviler det den projekterende at dokumentere afvigelsens forsvarlighed, jf. ovenstående. Dette kan ske ved en beregning, en prøvning eller en kombination heraf, og det skal godtgøres ved dokumentation, at den anvendte beregning, prøvning eller kombination heraf ikke giver mindre sikkerhed, anvendelighed og holdbarhed end angivet i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a) og Eurocode 2-9 inklusive nationale annekser. Dokumentationen af afvigelsens forsvarlighed skal indgå i den statiske dokumentation for konstruktionen.

Hvis afvigelsen omfatter brug af andre landes nationale annekser til Eurocodes, skal man være opmærksom på, at partialkoefficienter kan være forskellige på laster og materialer i forhold til de danske værdier, selvom det resulterer i samme sikkerhedsniveau. Ved brug af dele af andre landes nationale annekser skal derfor ske en tilpasning til det danske sikkerhedssystem. Ved afvigelser må man således ikke sammenblande beregningsmodeller, laster, materialeparametre eller partialkoefficienter fra forskellige landes nationale annekser til Eurocodes.

Hvis afvigelsen omfatter brug af normsystemer fra lande, som ikke anvender Eurocodes, skal det dokumenteres, at afvigelsen på alle måder er forsvarlig; herunder at det anvendte sikkerhedssystem tager højde for alle forhold og usikkerheder ved projektering og udførelse under danske forhold, herunder blandt andet laster og materialer. Endvidere skal tages højde for krav til konstruktionens anvendelse, klimatiske forhold samt drift og vedligehold af bygværket i hele dets levetid. Ved afvigelser må man ikke, jf. ovenstående, sammenblande beregningsmodeller, laster, materialeparametre eller partialkoefficienter fra forskellige normsystemer, da normsystemer udgør en helhed på tværs af fx sikkerhed, materialer, beregningsmodeller og konstruktive regler.

Hvis der benyttes en beregningsmodel fra et andet lands nationale anneks til Eurocodes eller fra et andet lands normsystem, skal der ske en tilpasning af partialkoefficienter, som tager hensyn til indbyggede sikkerheder i beregningsmodeller.

Dokumentation for en beregning, der afviger fra eksisterende normer og standarder, skal omfatte oplysninger om forudsætninger, beskrivelse af statisk model og lastmodel, beskrivelse af materiale- og konstruktionsegenskaber samt en dokumentation af sikkerheden, iht. metoder angivet i Eurocode 0, jf. afsnit 2.3, Statiske beregninger. Eftervisningen kan ske ved brug af sikkerhedsindeks med udgangspunkt i dokumenterede usikkerheder på laster, materialeparametre og beregningsmodeller. Beregningsmetoder bør være dokumenteret ved sammenligning med forsøg.

Dokumentation ved prøvning kan omfatte belastning for fastlæggelse af karakteristiske egenskaber, fx bæreevne, duktilitet, langtidsegenskaber samt egenskaber som funktion af klimapåvirkninger. Prøvning, der lægges til grund for dokumentation, vil almindeligvis skulle ske til brud eller flydning. Regningsmæssige egenskaber fastlægges på basis af de fastlagte variationskoefficienter, jf. DS/INF 172 (Dansk Standard, 2009). Prøvningen kan alternativt bestå i ikke-destruktiv belastning som grundlag for en konservativ fastlæggelse af en egenskab, og der skal da opstilles en statistisk model for tilrettelæggelse af prøvningen og tolkning af prøveresultaterne, fx anvendelse af Maksimum Likelihood Metoden, således at resultaterne kan sammenholdes med principperne for prøvning til brud eller flydning i anneks D i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a).

Anvendes en prøvning direkte for dokumentation af en konstruktionsdels bæreevne, skal der anvendes statiske modeller og lastmodeller ved prøvningen, som svarer til de statiske virkemåder, laster og lastkombinationer, som konstruktionsdelen udsættes for i bygværket, se anneks D i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a).

Dokumentation af konstruktioner uden for standarder

Ved anvendelse af materialer og konstruktioner, der ikke er omfattet af eksisterende normer og standarder, skal det dokumenteres, at der opnås et sikkerhedsniveau, som beskrevet i Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a).

Hvis der anvendes materialer og konstruktioner, hvortil der ikke foreligger danske standarder, kan eventuelle europæiske standarder (CEN) eller internationale standarder (ISO) på området anvendes, også selvom disse ikke er trådt i kraft i Danmark på tidspunktet for dokumentationens udarbejdelse. Sådanne normer og standarder kan anvendes på samme måde som alment teknisk fælleseje; se efterfølgende afsnit om alment teknisk fælleseje. En række standarder rummer egne sikkerhedsformater, og man skal da sikre sig, at det anvendte sikkerhedsformat er i overensstemmelse Eurocode 0 inklusive nationalt anneks (Dansk Standard 2007a) eller bringes til at være i overensstemmelse hermed.

Dokumentation ved anvendelse af alment teknisk fælleseje

Alment teknisk fælleseje er defineret i SBi-anvisning 272 (de Place Hansen, 2018) som:

’(…) summen af forskningsbaseret viden, praktiske erfaringer, undersøgelsesteknikker og rutiner på byggetekniske områder.’

Videre hedder det, at:

’Med til alment teknisk fælleseje hører blandt andet danske standarder, SBi-anvisninger, BYG-ERFA-blade, vejledninger fra branchens oplysningsorganisationer samt erfaringsformidling fra byggeskadefondene.’

Det er god byggeskik at være i overensstemmelse med alment teknisk fælleseje, og ifølge § 4, stk.2, i bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder i alment byggeri m.v. og ombygninger efter lov om byfornyelse og udvikling af byer (Socialministeriet, 2011), skal rådgivere og entreprenører:

’(…) hver for sig kvalitetssikre deres byggetekniske ydelser i overensstemmelse med god kvalitetssikringsskik og herunder i fornødent omfang udnytte de hjælpemidler, der til enhver tid findes som alment teknisk fælleseje’.

For bærende konstruktioner er der i dele af det almene tekniske fælleseje angivet løsninger for en række traditionelle konstruktionstyper, fx konstruktioner af murværk og træ. Konstruktionstyper behandlet i det almene tekniske fælleseje kan almindeligvis betragtes som traditionelle, men ikke alle traditionelle konstruktionstyper er behandlet i det almene tekniske fælleseje.

Eksempler på alment teknisk fælleseje for bærende konstruktioner er:

DS/INF 146, Robusthed – Baggrund og principper: Information (Dansk Standard, 2003a).
DS/INF 1990, Konsekvensklasser for bygningskonstruktioner (Dansk Standard, 2018).
SBi-anvisning 251, Vurdering af eksisterende konstruktioners bæreevne (Pedersen, 2015).
SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).
Store træspær – tværafstivning af tagkonstruktioner (Byg-Erfa, 2017).
Stabilitet af carporte og lette bygninger med fladt tag (Byg-Erfa, 1997).

Almindeligvis er alment teknisk fælleseje udarbejdet af personer eller organisationer, som ikke har økonomisk interesse i at beskrive produkter, materialer eller metoder; fx gennem anprisninger af egne produkter. Derved er alment teknisk fælleseje i udgangspunktet uafhængigt og uvildigt.

Alment teknisk fælleseje kan være udarbejdet af brancheforeninger eller andre interesseorganisationer, som gennem lang tids virke som publicist af teknisk, produktneutralt materiale har vundet hævd som alment teknisk fælleseje.

Fagfællebedømte artikler og monografier kan betragtes som alment teknisk fælleseje. Lærebøger kan almindeligvis ikke betragtes som alment teknisk fælleseje, medmindre de er fagfællebedømte.

Alment teknisk fælleseje kan anvendes som reference for en løsning. I den udstrækning der kan redegøres for en løsnings udformning, forudsætninger, ydeevne og udførelse, kan en sådan lægges til grund for dokumentation af løsningen. Ved anvendelse af sådanne løsninger skal det sikres, at disse er i overensstemmelse med regler i gældende normer og standarder – og altså ikke er forældede – samt bygger på nyeste viden inden for relevante tekniske områder.

Ofte vil et dokument i det alment tekniske fælleseje ikke fuldt ud beskrive løsningen eller dokumentere ydeevnen, hvorfor den statiske dokumentation må sammensættes fra flere kilder suppleret med en beskrivelse af, hvordan den specifikke konstruktion forholder sig til principper og eksempler i de refererede dokumenter i det alment tekniske fælleseje.

Selvom en given konstruktions ydeevne kan findes dokumenteret i det alment tekniske fælleseje, vil det fortsat være nødvendigt i projektets statiske dokumentation at dokumentere, at løsningens forudsætninger er opfyldt, at løsningen opfylder alle relevante krav i det aktuelle projekt, herunder gældende normer og standarder, samt at den udførte konstruktion i alle henseender svarer til det, som er beskrevet i det alment tekniske fælleseje. Hvis den projekterede eller udførte konstruktion afviger fra det alment tekniske fælleseje, skal det dokumenteres, at afvigelserne ikke afstedkommer uacceptable afvigelser fra kravene.

Dokumentation ved anvendelse af leverandørdokumentation

Dokumentation af konstruktionens ydeevne kan ske ved brug af dokumentation fra producenter og leverandører. Sådan dokumentation er ikke en del af det alment tekniske fælleseje og skal vurderes kritisk.

Veletablerede producenter og leverandører har normalt dokumentation for deres produkter, som vil være tilstrækkelig for den statiske dokumentation i det aktuelle projekt – ofte suppleret med påvisning af overensstemmelse med den aktuelle konstruktions forhold.

Den projekterende skal sikre sig, at den anvendte leverandørdokumentation for konstruktionen:

Er retvisende og dækkende i forhold til den aktuelle konstruktion.
Er i overensstemmelse med forudsætningerne i A1. Konstruktionsgrundlag.
Opfylder krav til projektets dokumentation.

Den projekterende skal endvidere tilse, at forudsætninger for leverandørens dokumentation er opfyldt i projektet, samt at dokumentationen indgår korrekt i den samlede dokumentation.

For en brugbar dokumentation for senere drift og vedligehold bør der ikke blot henvises til den pågældende dokumentation fra producenter eller leverandører, men kopi af den anvendte del indsættes som bilag til den statiske dokumentation, se afsnit 2.3.5, Bilag til A2. Statiske Beregninger.

1.3.4 Opbygning af statisk dokumentation

Den statiske dokumentation består af følgende dele:

A. Konstruktionsdokumentation
B. Projektdokumentation.

A. Konstruktionsdokumentation indeholder dokumentationen af konstruktionernes ydeevne i det færdige bygværk og eventuelle krav til konstruktionernes ydeevne under udførelsen.

A. Konstruktionsdokumentation består af fem dele:

A1. Konstruktionsgrundlag
A2. Statiske Beregninger
A3. Konstruktionstegninger og Modeller
A4. Konstruktionsændringer
A5. Konstruktion som udført.

B. Projektdokumentation indeholder dokumentationen af projekteringen og udførelsen frem til det endelige bygværk foreligger.

B. Projektdokumentation består af tre dele:

B1. Statisk Projektredegørelse
B2. Statisk Kontrolplan
B3. Statisk Kontrolrapport.

Strukturen skal anvendes således, at hver del som et minimum er et særskilt dokument, da levetiden og den efterfølgende brug af disse dokumenter ofte er forskellig. For mindre byggeprojekter, jf. afsnit 7, Dokumentation af konstruktioner i konstruktionsklasse 1, kan delene samles i et dokument, men dog således, at hver del udgør et selvstændigt og tydeligt afsnit i dokumentet.

Indholdet af dokumentationens dele beskrives i efterfølgende afsnit 2, Konstruktionsdokumentation, afsnit 3, Projektdokumentation, og afsnit 4, Udformning af dokumentation.

1.3.5 Omfang af statisk dokumentation

Omfanget af den statiske dokumentation skal stå i et rimeligt forhold til bygværkets karakter, dvs. hvilke konstruktionsklasser bygværkets konstruktionsafsnit henføres til.

Den statiske dokumentations omfang tilpasses det specifikke bygværks art og forhold og vil altid uanset konstruktionsklassen omfatte både dele af A. Konstruktionsdokumentation og dele af B. Projektdokumentation.

Dokumentationen tilpasses, så der kun medtages det, der er nødvendigt og relevant for konstruktionsklassen. Eksempelvis kan udelades de punkter i A1. Konstruktionsgrundlag, der ikke er relevante.

For konstruktionsklasse KK1 vil det normalt være tilstrækkeligt at udarbejde en statisk dokumentation for hovedkonstruktioner, hvor der eventuelt kan henvises til en generel statisk dokumentation for de enkelte konstruktionsdele, fx vægge og fundamenter. Eksempler herpå findes i SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015) og SBi-anvisning 272, Anvisning om Bygningsreglement 2018 (de Place Hansen et al., 2018). Generel henvisning til sådanne løsninger er dog ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation, da fx laster såvel som de enkelte konstruktionsdele skal være beskrevet, jf. afsnit 7, Dokumentation af konstruktioner i konstruktionsklasse 1.

I konstruktionsklasse 2, 3 og 4 skal den statiske dokumentation som minimum omfatte følgende dokumenter:

A1. Konstruktionsgrundlag
A2.1 Statiske Beregninger bygværk
A2.2 Statiske Beregninger konstruktionsafsnit,
A3. Konstruktionstegninger og Modeller
A4. Konstruktionsændringer
B1. Statisk Projektredegørelse
B2. Statisk Kontrolplan
B3. Statisk Kontrolrapport.

Dokumentation fra de enkelte afsnitsprojekterende skal fremstå som selvstændige dokumenter. De enkelte dele for sådanne konstruktionsafsnit kan hensigtsmæssigt samles, således at konstruktionsafsnittet kan ses som en helhed. De enkelte dele af den afsnitsprojekterendes dokumentation skal følge dokumentopdelingen ovenfor, således at disse dele kan samles på tværs af konstruktionsafsnit. På samme måde skal de udførendes kontrolplaner og kontrolrapporter for de enkelte arbejder kunne samles, så de udgør en helhed.

Uanset dokumentationens omfang skal projekteringen af de bærende konstruktioner være fuldstændig og dækkende. Selv om det som konsekvens af konstruktionsklassen vælges at undlade dokumentationen for visse konstruktionsdele i den statiske dokumentation, skal alle de konstruktive forhold overholde reglerne i Bygningsreglement 2018 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a) og alle dertil knyttede normer, standarder og anvisninger.

For bygninger i konstruktionsklasse 1 kan der fx findes støtte i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion (de Place Hansen, 2015) og SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).

1.3.6 Udarbejdelse af statisk dokumentation

Den statiske dokumentation udarbejdes under projektering og udførelse, hvor der løbende tilføjes ny information i takt med projektets udvikling. Den statiske dokumentation udvikles således parallelt med projektets udvikling, og den statiske dokumentation er først færdig, når byggeriet er afsluttet.

En organiseret håndtering af den statiske dokumentation undervejs i projekteringen og udførelsen er af afgørende betydning for dokumentationens kvalitet ved byggeriets afslutning. De enkelte dele af den statiske dokumentation udarbejdes, kontrolleres og godkendes i henhold til principperne i afsnit 4, Udformning af dokumentation.

Den statiske dokumentation vil almindeligvis ændres, udbygges og detaljeres undervejs i projektering og udførelse. Denne successive udarbejdelse af den statiske dokumentation håndteres med angivelse af unik revisions- og/eller udgavenummer.

1.3.7 Dokumentation for indplacering i konstruktionsklasse

Indplacering i konstruktionsklasse dokumenteres ved beskrivelse af, hvordan konstruktionen eller konstruktionsafsnittet henføres til:

Konsekvensklasse i henhold til DS/INF 1990 (Dansk Standard, 2018)
Kompleksitet af konstruktionstype i henhold til afsnit 1.2.6, Komplekse konstruktioner.
Erfaring med konstruktionstype i henhold til 1.2.7, Erfaring med konstruktioner.

Beskrivelsen kan bestå i:

Henvisning til eksempler i ovennævnte, som dækker konstruktionen og dens anvendelse.
Henvisning til almindelig praksis for konstruktionen og dens anvendelse.
Analogi til kendte og alment accepterede konstruktioner og deres anvendelse – herunder eksempler i ovennævnte – og redegørelse for konstruktionens indplacering i konstruktionsklasse.
Påvisning ved specifikke oplysninger om konstruktionen, konsekvenser af svigt, konstruktionens virkemåde og kompleksitet samt erfaringer med konstruktionen, at indplacering af konstruktionen med den givne anvendelse er i overensstemmelse med tabel 2 om konstruktionsklasser KK1-KK4.

Dokumentation af indplacering i konstruktionsklasse indgår i A1. Konstruktionsgrundlag, se afsnit 2.2, Konstruktionsgrundlag.

1.4 Konstruktioner omfattet af den statiske dokumentation

1.4.1 Hvilke konstruktioner skal dokumenteres?

De bærende konstruktioners tilstande i alle faser af udførelse og drift af bygværket skal dokumenteres. Dette omfatter:

Permanente, primære konstruktioner
Permanente, sekundære konstruktioner
Permanente konstruktioner under udførelse
Midlertidige konstruktioner
Transportable konstruktioner
Eksisterende konstruktioner efter renovering/ombygning
Eksisterende konstruktioner under renovering/ombygning.

I tabel 4 er vist eksempler på disse konstruktioner.

Tabel 4. Konstruktioner, der almindeligvis skal dokumenteres. Eksemplerne er ikke dækkende.

Beskrivelse		Eksempler
	Permanente, primære konstruktioner (hovedkonstruktion)	Lastnedførende konstruktion Stabiliserende konstruktioner Lastfordelende konstruktioner Fundering
	Permanente, sekundære konstruktioner	Beklædninger Vinduer Skillevægge Værn
	Permanente konstruktioner under udførelsen	Transport Oplag på byggeplads Montage og indbygning, fx ved løft Midlertidig afstivet, men ikke færdigbygget tilstand
	Midlertidige konstruktioner	Stilladser for konstruktioner, fx afstivninger og understøtninger for konstruktionsdele, byggegruber og forme for pladsstøbt beton Stilladser for arbejdsplatforme, kraner og løfteanordninger
	Transportable konstruktioner	Telte Scener og tribuner Konstruktioner for lys eller antenner Gangbroer
	Eksisterende konstruktioner efter ombygning/renovering	Nye huller for døre eller installationer Ny opført nabobygning, der leder til ændrede naturlaster Ændret anvendelse
	Eksisterende konstruktioner under ombygning/renovering	Bagmur ved fjernet formur i kombinationsvæg af murværk Laster under byggearbejde Ændrede funderingsforhold under ombygning

Normalt opbygges en særskilt statisk dokumentation for hver af de indgående typer af konstruktioner; fx permanente konstruktioner, eksisterende konstruktioner, der dokumenteres på ny, se afsnit 1.4.6, Ombygning, renovering og ændret anvendelse, og midlertidige konstruktioner.

Transportable konstruktioner, der er certificeret, jf. BR18, § 30-§ 32, eller er undtaget fra krav om byggetilladelse på grund af størrelse eller anvendelse, vil almindeligvis være dokumenteret særskilt. Transportable konstruktioner, der ikke er certificeret eller ikke er undtaget fra krav om byggetilladelse, jf. ovenstående, behandles på samme måde som øvrige konstruktioner.

Midlertidige konstruktioner (stilladser) vil være dokumenteret i en særskilt statisk dokumentation, jf. fx DS 2427 (Dansk Standard, 2011a). Midlertidige konstruktioner kan dels være konstruktioner, der anvendes gentagne gange, og dels konstruktioner udformet specielt til projektet.

1.4.2 Hvilke konstruktionsdele skal dokumenteres?

Alle konstruktionsdele, der medvirker til bygværkets sikkerhed i henhold til Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007a), er omfattet af den statiske dokumentation. Dette vil altid være hovedkonstruktioner og alle dele heraf, se afsnit 1.2.4, Konstruktionsdele.

Dokumentation af et bygværks sekundære konstruktionsdele, hvor et svigt alene omfatter den pågældende konstruktionsdel, og hvor konsekvenserne af et svigt er begrænsede, kan almindeligvis – men ikke altid – undlades i den statiske dokumentation. Dette kan fx være mindre vinduer, gipsvægge, loftsbeklædninger og udfyldningskonstruktioner i lette facader.

Eksempler på sekundære konstruktionsdele, hvor konsekvenser af svigt ikke altid er begrænsede, og som derfor er omfattet af den statiske dokumentation:

Højt placerede større glaspartier, persienner, tagdækning, solafskærmninger eller facadebeklædninger af natursten, hvor svigt kan medføre nedstyrtning på befærdede arealer.
Nedhængte loftskonstruktioner i større rum.
Tunge og halvtunge vægge, der ikke indgår i det statiske hovedsystem, fx vægge af murværk eller letbeton.

1.4.3 Dokumentation under projektering

Under projekteringen skal den enkelte projekterende arbejde på et retvisende grundlag. Dette har betydning for, at såvel de enkelte dele af den statiske dokumentation er retvisende, som at der er sammenhæng mellem de enkelte dele af den statiske dokumentation.

Flere forhold kan være årsag til, at grundlaget for projekteringen ikke er retvisende, fx:

Projektering på et fejlbehæftet og/eller ufuldstændigt A1. Konstruktionsgrundlag.
Anvendelse af forskellige versioner af A1. Konstruktionsgrundlag.
En projekterende træffer beslutninger, som ikke svarer til forudsætningerne i A1. Konstruktionsgrundlag.
En projekterende træffer beslutninger, der ændrer på forudsætningerne for en anden projekterende.
Udførelsesgrundlaget ændres uden tilsvarende ajourføring af den statiske dokumentation, fx ved, at der under udførelsen af dele af bygværket vælges løsninger eller udførelsesmetoder, som ændrer det grundlag, der ligger til grund for projekteringen af de pågældende konstruktionsdele.

Ved projekteringens afslutning skal den statiske dokumentation være ajourført og konsistent, og hver enkelt projekterende forvisser sig om, at projekteringen har fundet sted på et retvisende og konsistent grundlag. De enkelte dele af den statiske dokumentation versioneres og påføres metadata som angivet i afsnit 4.3, Styring og identifikation.

1.4.4 Dokumentation under udførelse

Under udførelsen skal den enkelte udførende arbejde på et retvisende grundlag. Dette har betydning for, at såvel de enkelte dele af den udførte konstruktion er i overensstemmelse med kravene hertil, som at der er sammenhæng mellem de enkelte dele af konstruktionen.

Flere forhold kan være årsag til, at grundlaget for udførelsen ikke er retvisende, fx:

Udførelse baseret på et fejlbehæftet udførelsesgrundlag, som medfører at fejl reproduceres under udførelsen.
Udførelse på et ufuldstændigt udførelsesgrundlag.
Konstruktioner, som udføres uden at være helt eller delvist beskrevet i udførelsesgrundlaget.
Anvendelse af forskellige versioner af dele af udførelsesgrundlaget.
En udførende træffer beslutninger eller udfører konstruktioner, som ikke svarer til forudsætningerne i udførelsesgrundlaget.
En udførende træffer beslutninger eller udfører konstruktioner, der ændrer på forudsætningerne for en anden udførende.
Udførelsesgrundlaget ændres uden tilsvarende ajourføring af den statiske dokumentation, fx ved at der under udførelsen af dele af bygværket vælges løsninger eller udførelsesmetoder, som ændrer det grundlag, der ligger til grund for projekteringen af de pågældende konstruktionsdele.

Ved udførelsens afslutning skal udførelsesdokumentationen være ajourført og konsistent, og hver enkelt udførende forvisser sig om, at udførelsen har fundet sted på et retvisende og konsistent grundlag. De enkelte dele af udførelsesdokumentationen versioneres og påføres metadata som angivet i afsnit 4.3, Styring og identifikation.

1.4.5 Som udført dokumentation

Ved byggeriets afslutning skal den statiske dokumentation være retvisende for at opfylde sit formål om at dokumentere det faktisk udførte byggeri.

Retvisende A. Konstruktionsdokumentation er betydningsfuld for en relevant bedømmelse af byggeriets sikkerhed og funktion ved eventuel svigt og ved senere om- og tilbygninger, renoveringer eller ved en ændret anvendelse af bygværket. Retvisende A. Konstruktionsdokumentation og B. Projektdokumentation er begge betydningsfulde ved eventuelle tvister om ansvar for fejl, svigt og skader.

Mange forhold kan være årsag til, at den statiske dokumentation ikke er retvisende ved byggeriets afslutning; fx hvis der ved udbud og licitation vælges alternative forslag fra udførende, som ikke svarer til forudsætningerne i den statiske dokumentation A1. Konstruktionsgrundlag; eller der under udførelse afviges fra det projekterede, enten som følge af en beslutning om ændring af de konstruktive løsninger; fx fordi jordbundsforholdene viser sig anderledes end forudsat ved projekteringen; eller fordi der opstår afvigelser fra udførelsesgrundlaget, fx ved misforståelser eller fejlagtig udførelse.

Ved byggeriets afslutning og ibrugtagning skal den statiske dokumentation dokumentere de aktuelle forhold i bygværket. Dette betegnes 'som-udført-dokumentation'.

Som-udført-dokumentation består af:

Opdateret dokumentation for projekteringen.
Opdaterede dokumentfortegnelser, der omfatter alle ovenstående dele.
Dokumentation af de faktiske egenskaber for de anvendte konstruktionsdele og -materialer, fx datablade, testdokumentation og certificeringsdokumenter.
Dokumentation af udvalgte dele af udførelsen, fx fotodokumentation af det udførte.

De to sidstnævnte dele er samlet i A5. Konstruktion som udført.

Den statiske dokumentation i A4. Konstruktionsændringer opdateres til som udført dokumentation, hvis afvigelser i materialeparametre eller det udførte er på den usikre side i forhold til det projekterede. Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, hvorvidt en afvigelse giver anledning til opdatering af dokumentationen, fx kan udskiftning af et materiale med et andet materiale med samme eller tilsvarende mekaniske og holdbarhedsmæssige egenskaber almindeligvis anses for ubetydelig, mens ændring af statisk system eller udførelsesmetode almindeligvis giver anledning til opdatering af dokumentationen. Afvigelser kan være på den sikre side, for så vidt angår den primære virkning, men kan aflede afvigelser på den usikre side andre steder i konstruktioner. I alle sådanne tilfælde opdateres den statiske dokumentation til 'som-udført'.

Hvis afvigelser ikke giver anledning til ændring af den statiske dokumentation, inkluderes data i A5. Konstruktion som udført; fx kan være angivet, at en udført dokumenteret betons styrke er 42 MPa, eller der kan være angivet en dokumenteret minimumsstyrke på 40 MPa svarende til en specificeret betontrykstyrke 40 MPa. I dette tilfælde vil der ikke være behov for justeringer til den statiske dokumentation. Hvis styrken omvendt ikke opfylder specifikationen, vil der være behov for enten en omregning i selve den statiske dokumentation eller en redegørelse i A4. Konstruktionsændringer.

1.4.6 Ombygning, renovering og ændret anvendelse

Generelt

For et eksisterende bygværk kan et ønske om en ny anvendelse eller en levetidsforlængelse føre til ombygning eller renovering. Konstruktionernes sikkerhed skal dokumenteres på ny, se SBi-anvisning 251, Vurdering af eksisterende konstruktioners styrke (Pedersen, 2015), hvis en ombygning, renovering eller ændret anvendelse leder til:

Udskiftning eller ændring af eksisterende bærende konstruktionsdele, fx udskiftning af nedbrudt konstruktionsdel eller hulskæring for installationer eller adgang.
Ændring af de eksisterende konstruktioners virkemåde, fx ændrede kraftveje som følge af ændringer i bærende vægge.
Ændring af lasters størrelse og fordeling, fx ændret anvendelse fra bolig til erhverv eller indbygning/påbygning af nye arealer.

En konstruktion anses for eksisterende, når der er givet ibrugtagningstilladelse fra myndigheden, meddelt gennemførelse til Bygnings- og Boligregistret (BBR) (www.bbr.dk), eller den på anden måde indgår i et bygværk, der er optaget i BBR.

Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, hvornår et indgreb i konstruktionerne eller en ændret anvendelse er så væsentlig, at konstruktionen må dokumenteres på ny. Eksempler på ændringer, der kræver ny dokumentation af den eksisterende konstruktion, fremgår af tabel 5.

Tabel 5. Eksempler på indgreb eller ændringer, der kræver revurdering af den eksisterende konstruktion.

Eksempel	Beskrivelse
	Omdannelse af silo til boliger medfører ændringer i det overordnede statiske system og i lasterne.
	Ny høj bygning ved siden af en eksisterende bygning, som kan betyde ændrede snelaster og vindlaster på den eksisterende bygning.
	Etablering af tagboliger, som medfører ekstra last.
	Indsætning af tung genstand, fx maskine, i bygning.
	Ny altan på facade, som medfører nye belastninger.
	Hulskæring for dør i eksisterende væg, som medfører omlejring af kraftveje.

I figur 14 er vist et specifikt eksempel, hvor hulskæring i en bjælke kræver ny dokumentation af bjælken efter nugældende regler. Såfremt anvendelsen af bygværket er uændret, kan understøttende konstruktioner anses for upåvirket af hulskæringen, da reaktioner fra bjælken er uændrede. Hvis bjælkens stivhed har betydning for kraftveje i konstruktionen i øvrigt, må det samlede statiske systems sikkerhed dokumenteres på ny.

Figur 14 viser eksempel på ændring af konstruktion.

Figur 14. Eksempel på ændring af konstruktion: Hulskæring i eksisterende simpelt understøttet betonbjælke for fremføring af ventilation. Bjælkens bærevne og stivhed dokumenteres i henhold til nugældende regler. Ved uændret anvendelse kan understøttende konstruktioner antages uberørt af hulskæringen, hvis bjælken ikke indgår i det overordnede statiske system, og hulskæringen derfor ikke på trods af ændrede stivheder, påvirker andre konstruktionsdeles forhold.

Hvis en ændret anvendelse af bygværk indebærer væsentligt ændrede belastninger, skal sikkerheden i medfør af byggelovens § 2 (Transport- og Bygningsministeriet, 2016) dokumenteres på ny, også selv om der ikke foretages ændringer i konstruktionen. Fx kan nyindretning af en bygning med henblik på ændret anvendelse medføre væsentlig øget brandbelastning fra nye indvendige vægge eller gulvbelægninger og således kræve ny dokumentation af konstruktionens sikkerhed for brand.

Det kan ofte kræve specialviden at afgøre om indgrebet har væsentlig betydning for konstruktionernes sikkerhed eller anvendelse, da de fleste konstruktioner opført efter tidligere traditioner kan have en kompleks virkemåde med omlejrede kræfter eller være berørt af mange aktører i forbindelse med tidligere renoveringer eller ombygninger, se fx (Byg-Erfa 2018).

Som udgangspunkt kan ændringer normalt anses for væsentlige, hvis der introduceres nye typer af lastvirkninger, eller det ved en indledende vurdering skønnes, at lastvirkninger ændres ud over en bagatelgrænse på 5 %. Denne indledende vurdering kan tage udgangspunkt i de oprindelige statiske beregninger og reglerne på tidspunktet for de eksisterende konstruktioners opførelse. Denne vurdering indgår i afsnit 2.2.5, Forundersøgelser for eksisterende konstruktioner i A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk. Tidligere normer og standarder kan indeholde efterfølgende konstaterede mangler og fejl, som skal indgå i vurderingen.

Man skal være opmærksom på, at også mindskede lastvirkninger som følge af renovering, ombygning eller ændret anvendelse i visse situationer kan betyde reduceret sikkerhed.

Renovering, ombygning eller ændret anvendelse af eksisterende, bærende konstruktioner dokumenteres på samme måde som ved nybyggeri. Eksisterende konstruktioner inddeles i konstruktionsafsnit, og deres ydeevne eftervises på samme måde som for nybyggeri.

Regler før og nu

En konstruktion opført efter tidligere regler vil ikke i alle tilfælde kunne dokumenteres at have de fornødne ydeevner i henhold til nugældende regler, dels fordi dokumentationen af konstruktionernes styrke tidligere foregik på et andet grundlag, end det der benyttes i dag, dels fordi lastregler oftest er ændrede i forhold til det grundlag, som den eksisterende konstruktion er opført efter.

Konstruktioner opført før udgivelse af den første norm, som var Normer for Jærnbetonkonstruktioner i 1908 (Dansk Ingeniørforening, 1908), er ikke dokumenteret med udgangspunkt i system af belastninger og modstandsevner, men er udformet efter håndværksmæssige traditioner. Normer for andre konstruktionsmaterialer er kommet til senere.

Ydeevner for en eksisterende, velholdt bærende konstruktion anses for acceptabel, hvis denne ikke renoveres, ombygges eller finder ny anvendelse - også selv om denne ikke opfylder de nugældende regler.

Mange konstruktioners ydeevne vil langsomt reduceres over tid, fx på grund af materialers nedbrydning. Et vedligeholdende indgreb på en eksisterende konstruktion, der bringer konstruktionen tilbage til den oprindelige ydeevne, vil derfor på tidspunktet for indgrebet ændre i ydeevnen, men ikke ændre på konstruktionens virkemåde i forhold til den oprindelige. Ved vedligeholdelse af en sådan eksisterende konstruktion, hvor gammelt erstattes med tilsvarende nyt, men hvor der ikke ændres ved konstruktionens virkemåde, kan reglerne på tidspunktet for den oprindelige projektering anvendes.

Hvis det derimod konstateres, at en eksisterende konstruktion ikke har – eller aldrig har haft – den tilstrækkelige ydeevne i forhold til reglerne på tidspunktet for opførelse, og denne ønskes forstærket, skal der ved dokumentation af forstærkningen almindeligvis anvendes regler på tidspunktet for forstærkning; også selv om forstærkningen foretages med materialer og principper, som den oprindelige konstruktion er projekteret og opført efter. Ved renovering, ombygning eller ny anvendelse af eksisterende konstruktioner dokumenteres ydeevner i henhold til de nugældende regler, da disse formodes at omfatte et større vidensgrundlag end tidligere regler. Hvor en eksisterende konstruktion ikke er dækket af nugældende regler, må forholdende i den eksisterende konstruktion dokumenteres ved tilpasning af parametre.

For konstruktionsafsnit og konstruktionsdele, der ikke er påvirket af eller på anden måde kan mærke ændringer af renoveringen, ombygningen eller den ændrede anvendelse, er det ikke nødvendigt at udarbejde en ny dokumentation. Det bør dog dokumenteres, at konstruktionsændringer andetsteds ikke giver anledning til kritiske forhold, fx nye laster, nye snitkræfter eller større excentriciteter. Dette kan fx ske ved at vise, hvordan berørte konstruktionsafsnit virker - eller kan bringes til at virke - uafhængigt af uberørte konstruktionsafsnit.

Anvendelse af nugældende og tidligere regler beskrives i A1. Konstruktionsgrundlag under afsnit om sikkerhed.

Eksisterende konstruktionsdeles styrke

Mekaniske egenskaber for ældre konstruktionsmaterialer svarer ikke nødvendigvis til mekaniske egenskaber for nyere konstruktionsmaterialer; både hvad angår definition af egenskaberne, måden hvorpå egenskaberne er bestemt, usikkerhed knyttet til fremstillingsmetoder samt betydningen af ældnings- og nedbrydningsmekanismer. Endelig kan tilsyneladende ens konstruktionsmaterialer – et gammelt og et nyt – have forskellige egenskaber på grund af forskelle i råmaterialer.

Eksisterende konstruktioners egenskaber kan fx vurderes på basis af SBi-anvisning 251, Vurdering af eksisterende konstruktioners styrke (Pedersen, 2015).

Prøvning

Hvor der er behov for at udtage prøver på konstruktionen, fx for afklaring af konstruktionsmaterialers styrke, skal data og deres statistiske bearbejdning være indeholdt i A1. Konstruktionsgrundlag under afsnit om konstruktionsmaterialer, jf. Eurocode 0, anneks C og D (Dansk Standard, 2007a). Beskrivelsen omfatter:

Sted for prøveudtagning.
Omfang af prøvning.
Prøvningens repræsentation af konstruktionen.
Resultater af prøvningen.
Udregning af materialeegenskaber på basis af prøvningsresultater, fx karakteristiske styrker og regningsmæssige styrker.

Eventuelle konsekvenser af anvendelse af prøvningsresultater i forhold til det anvendte sikkerhedsniveau beskrives i A1. Konstruktionsgrundlag under afsnittet om sikkerhed.

1.4.7 Konstruktioners tilstande under udførelse

Permanente konstruktioners sikkerhed i midlertidige tilstande under udførelse skal dokumenteres; fx ved transport, oplag på byggeplads, løft af præfabrikerede konstruktionsdele, før afstivninger er monteret eller før permanente understøtninger er etableret. Dokumentationen af disse tilstande skal sikre, at konstruktionsdele indbygges uden svigt eller defekter

De projekterende inkluderer disse tilstande i den statiske dokumentation, og såfremt denne forudsætter anvendelse af bestemte udførelsesmetoder, afstivninger, fastgørelser eller rækkefølge af arbejdsoperationer meddeles dette til de udførende gennem udførelsesgrundlaget.

De udførende planlægger udførelsen på basis af oplysninger i udførelsesgrundlaget, der skal tage højde for sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved arbejdets udførelse, fx ved beskrivelse af risici.

1.4.8 Foranstaltninger for drift og vedligehold

Nødvendige drifts- og vedligeholdelsesforanstaltninger skal angives i A1. Konstruktionsgrundlag for dels at sikre den specificerede levetid og dels sikre mod svigt i konstruktionen under drift, således at bygningsejeren kan gøre de fornødne tiltag.

Det angives hvilke undersøgelser og vedligeholdelser, der skal gennemføres under driften, så de bærende konstruktioner oppebærer den krævede sikkerhed i hele levetiden; fx korrosionsbeskyttelse af stålkonstruktioner eller udskiftning af membraner og fuger, der sikrer mod vandindtrængning. Kun de færreste materialer kan uden nogen form for vedligehold holde i den specificerede levetid.

Til grund for projekteringen kan ligge forudsætninger, der – hvis de ikke er opfyldt – kan medføre svækkelser i konstruktionen og i værste tilfælde direkte kollaps af konstruktionen; fx at der ikke er regnet med vandophobninger, hvorfor konstruktionen ved svigt i afløb kan blive overbelastet, eller dræn kan svigte, hvorved vandstanden omkring en kælder stiger og dermed det opadrettede tryk på bygningen.

1.5 Organisering

1.5.1 Fordeling af projektering

Projekteringen af et bygværk er ofte fordelt på flere projekterende, fx arkitekt, konstruktionsingeniør og installationsingeniør m.m. Med projekterende menes i det følgende alene de projekterende, der bidrager til design og dokumentation af bygværkets bærende konstruktioner.

Relationer mellem projekterende er beskrevet uafhængig af aftalemæssige forhold, idet projekterende kan have ydelsesaftaler med bygningsejer, en udførende eller indbyrdes mellem hinanden.

1.5.2 Bygværksprojekterende

For et bygværk er der én og kun én bygværksprojekterende, som det påhviler at samle og koordinere den statiske dokumentation for hele bygværket, så dette udgør et hele, jf. BR18, § 529 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a). Den bygværksprojekterende skal påse, at den statiske dokumentation dokumenterer konstruktionens ydeevne i sin helhed, så den statiske dokumentation er dækkende, konsistent og opfylder sit formål, jf. BR18, § 494 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a).

Den bygværksprojekterende er en organisation, der er udpeget af bygningsejeren. Den bygværksprojekterende udpeger en leder for bygværksprojekteringen, så rollen er tydeligt forankret.

Den bygværksprojekterendes opgaver

Den bygværksprojekterende forestår som minimum:

Definition af konstruktionsafsnit og grænseflader, se afsnit 1.2.2, Konstruktionsafsnit, og 1.2.3, Grænseflader.
Bestemmelse af konsekvensklasser og konstruktionsklasser, se afsnit 1.2.5,Konstruktionsklasser.
Afgrænsning af bygværket i forhold til andre bygværker, jf. afsnit 1.2.1, Bygværk.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk, se afsnit 2.1, Indhold af konstruktionsdokumentation.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af A2.1 Statiske Beregninger bygværk, se afsnit 2.3.2, Grundlag.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af A3.1 Konstruktionstegninger og Modeller bygværk, se afsnit 2.4, Konstruktionstegninger og Modeller.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af B1.1 Statisk Projektredegørelse bygværk, se afsnit 3.2, Statisk Projekt.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af B2.1.1 Statisk Kontrolplan projektering bygværk og B2.2.1 Statisk kontrolplan udførelse bygværk.
Formidling af indhold af bl.a. A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk og A2.1. Statiske Beregninger bygværk til de afsnitsprojekterende, så dette udgør et entydigt grundlag for projektering af konstruktionsafsnittene, se afsnit 4.1.2, Formidling af projekteringsgrundlag for konstruktionsafsnit.
Koordinering og kontrol af grænseflader mellem bygværk og konstruktionsafsnit og indbyrdes mellem bygværker og mellem konstruktionsafsnit.
Kontrol af, at dokumentation af konstruktionsafsnit er kontrolleret, og kontrollen er dokumenteret i henhold til afsnit 5.6, Dokumentation og opfølgning af kontrol.
Kontrol af opfølgning på kontrol af dokumentation af konstruktionsafsnit; fx ved at kontrollere, at der foreligger dokumentation for opfølgning på kontrol.
Koordinering og samling af dokumentationer for kontrol af projekteringen i B3.1 Statisk Kontrolrapport projektering, se afsnit 3.3, Statisk Kontrol.
Koordinering og videreførelse af særlige kontrolpunkter for udførelsen i B2.2 Statisk Kontrolplan udførelse.
Samling af dokumentation for gennemført kontrol af udførelsen i B3.2 Statisk Kontrolrapport udførelse, se afsnit 3.4, Statisk kontrolrapport.
Koordinering af ændringer under projektering og udførelsen.
Udarbejdelse, kontrol og godkendelse af A4.1 Konstruktionsændringer bygværk, se afsnit 2.5, Konstruktionsændringer.
Koordinering og samling af dokumentationer for ændringer af konstruktioner i konstruktionsafsnit i A4.2 Konstruktionsændringer konstruktionsafsnit.
Koordinering af projekterings- og udførelsesmæssige tiltag som konsekvens af afvigelser fundet ved kontrol af dokumentation eller udførelse.
Koordinering af opdatering af den statiske dokumentation til 'som-udført-dokumentation', se afsnit 1.4.5, Som udført dokumentation.
Løbende kontrol med, at forudsætninger for indplacering i konstruktionsklasser er til stede i hele projektets forløb, jf. afsnit 1.2.8, Forudsætninger for indplacering i konstruktionsklasser.
Koordinering og samling af dokumentationer i A5. Konstruktion som udført.
Samling af den statiske dokumentation for hele bygværket, så dette udgør et hele.

For indholdet af de nævnte dokumenter, se afsnit 2, Konstruktionsdokumentation, og afsnit 3, Projektdokumentation.

Den bygværksprojekterende har sit virke frem til, at udførelsen af de bærende konstruktioner er tilendebragt. Under udførelsen vil den bygværksprojekterende ud over færdiggørelse af egen projektering også skulle koordinere og samle dokumentation fra de afsnitsprojekterende samt dokumentation for konstruktion som udført og kontrol af udførelse fra de udførende.

Den bygværksprojekterende er projekteringens centrale aktør. Det er afgørende, at den bygværksprojekterende løfter opgaven med at samle den statiske dokumentation for et bygværk og sikrer, at den statiske dokumentation udgør en helhed, samt at alle grænseflader er håndteret i overensstemmelse med projektets forudsætninger.

Håndtering af grænseflader

Den bygværksprojekterende sikrer grænseflader mellem konstruktionsafsnit, så disse hænger sammen som en helhed ved at specificere grænsefladerne; fx i forhold til udformning, statisk virkemåde samt hvem, der forestår hvilke dele af grænsefladerne.

Efterfølgende kontrollerer den bygværksprojekterende, at den statiske dokumentation udgør en helhed på tværs af grænseflader mellem konstruktionsafsnit, dvs., jf. afsnit 4.1, Håndtering og formidling, at denne er komplet, velstruktureret, entydig og konsistent.

Hvis grundlag for projekteringen af den bygværksprojekterende sendes til alle afsnitsprojekterende på samme tid, kan der opstå et iterativt forløb, hvor fx laster for et konstruktionsafsnit kan være bestemt af reaktioner fra et andet konstruktionsafsnit. Det er den bygværksprojekterende, der skal sikre formidlingen af informationer i sådanne iterative forløb.

1.5.3 Afsnitsprojekterende

For et konstruktionsafsnit er der én og kun én projekterende, der forestår udarbejdelse, kontrol og godkendelse af de dele af den statiske dokumentation, som vedrører det pågældende konstruktionsafsnit. Disse vil i det følgende blive benævnt 'afsnitsprojekterende for de bærende konstruktioner' eller blot 'afsnitsprojekterende'.

Den afsnitsprojekterende er en organisation, der udpeger en leder for afsnitsprojekteringen, så rollen er tydeligt forankret. En afsnitsprojekterende kan projektere flere konstruktionsafsnit.

I visse tilfælde vil den bygværksprojekterende forestå projekteringen af alle dele af bygværket. Ofte vil projekteringen af visse konstruktionsafsnit dog blive videreført for projektering hos andre aktører, som da vil fungere som afsnitsprojekterende, fx leverandører, producenter eller rådgivere. Eksempler på afsnitsprojekterende er betonelementproducenter, producenter af træspær samt underrådgivere for projektering af særlige konstruktioner, fx facader og tagelementer.

Grundlaget for den afsnitsprojekterendes projektering er indeholdt i A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk og A2.1 Statiske Beregninger bygværk og formidles af den bygværksprojekterende til de afsnitsprojekterende, se afsnit 4.1.2, Formidling af konstruktionsgrundlag for konstruktionsafsnit.

Den afsnitsprojekterendes opgaver

Den afsnitsprojekterende forestår som minimum udarbejdelse, kontrol og godkendelse af:

A1.2 Konstruktionsgrundlag konstruktionsafsnit, se afsnit 2.1.
A2.2. Statiske Beregninger konstruktionsafsnit, se afsnit 2.3.3.
A3.2. Konstruktionstegninger og Modeller konstruktionsafsnit, se afsnit 2.4.
A4.2. Konstruktionsændringer konstruktionsafsnit, se afsnit 2.5.
B1.2. Statisk Projektredegørelse konstruktionsafsnit, se afsnit 3.2.9.
B2.1.2 Statisk Kontrolplan projektering konstruktionsafsnit, se afsnit 3.3.2.
B3.1.2 Statisk Kontrolrapport projektering konstruktionsafsnit, se afsnit 3.4.2.

Endvidere udarbejder den afsnitsprojekterende en liste over særlige kontrolpunkter for udførelse knyttet til konstruktionsafsnittet, som den bygværksprojekterende indarbejder i B2.2 Statisk Kontrolplan udførelse.

1.5.4 Sammenhæng i projektering og dokumentation

Projekteringen skal planlægges og gennemføres på en måde, som sikrer sammenhæng i såvel konstruktioner som den statiske dokumentation.

Den bygværksprojekterende skal sikre sammenhæng i projekteringen, se i øvrigt afsnit 1.5.2, Bygværksprojekterende, og kan ikke gøre brug af andre projekterende hertil.

Afsnitsprojekterende kan i mindre omfang gøre brug af andre projekterende for et konstruktionsafsnit, fx projektering af mindre udvekslingsbjælker af stål i en dækkonstruktion bestående af betonelementer. Omfanget må ikke have en sådan form, at der principielt er tale om, at konstruktionsafsnittet burde have været delt i to konstruktionsafsnit. Hvis den afsnitsprojekterende gør brug af andre projekterende, fx til projektering af mindre dele af konstruktionsafsnittet, skal den afsnitsprojekterende sikre, at disses dokumentationer indgår som en integreret del af ovennævnte dokumenter, og der skal i B1.2 Statisk Projektredegørelse konstruktionsafsnit være redegjort for, hvordan projekteringen er håndteret, herunder grænseflader, således at fx den bygværksprojekterende ved, hvordan forholdene er håndteret.

Hvis beregningerne for et konstruktionsafsnit medfører, at der stilles supplerende krav til fx andre konstruktionsafsnit eller til sammenbygningen af bygværket, fx i form af supplerende armering i konstruktive fuger eller lignende, angives dette i et særskilt dokument, der fremsendes til den bygværksprojekterende.

De samlede bidrag til den statiske dokumentation er illustreret i figur 15.

Den bygværksprojekterende har tre primære opgaver i forhold til de afsnits-projekterende, se figur 16:

Levering af grundlag for afsnitsprojekteringen.
Kontrol af grænseflader mellem afsnitsprojekterende.
Samling af den statiske dokumentation, så den udgør et hele, jf. BR18, § 494-§ 505 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017a).

Figur 15 viser projekterendes bidrag til den statiske dokumentation

Figur 15. Projekterendes bidrag til den statiske dokumentation. Bidrag vedrørende
konstruktionsafsnit x benævnes x, fx statiske beregninger konstruktionsafsnit 1: A2.2.1, og
statiske beregninger konstruktionsafsnit 7: A2.2.7.

Figur 16 viser, at den bygværksprojekterende skal tilse, at den statiske dokumentation udgør et hele.

Figur 16. Uafhængig af byggesagens organisering skal den bygværksprojekterende tilse, at den statiske dokumentation udgør et hele. Den bygværksprojekterende skal desuden udforme og formidle konstruktionsgrundlag til afsnitsprojekterende samt koordinere og kontrollere grænseflader mellem konstruktionsafsnit. Ved fx fem afsnitsprojekterende skal den bygværksprojekterende levere grundlag for alle fem afsnitsprojekterendes projektering samt i princippet kontrollere alle ti mulige grænseflader.

En leverandør af konstruktionsdele virker som afsnitsprojekterende, når denne projekterer konstruktionsdelene. Leverancen af konstruktionsdelene medfølges da af en statisk dokumentation for konstruktionsafsnittet, som blandt andet er baseret på A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk. Leverandøren skal levere dokumentation som beskrevet ovenfor.